Vi har behov for at blive helt uafhængige af fossile brændsler. Vi skal nedbringe vores CO2-udledning og det skal vi gøre på flere måder.
Jeg mener vi er nødt til at ryste posen og blive mere skarpe på, hvordan vi sikrer, at vi får reduceret alle de steder vi kan med så lille en indsats som muligt.
Derfor er det vigtigt at vi er åbne for at ændre på de uhensigtsmæssige barrierer vi har i dag f.eks. i forbindelse med virksomheder der har mulighed for at sætte solceller op på deres tagarealer, men som ikke kan aftage al strømmen selv. I dag skal de sælge denne strøm billigt til elnettet og så skal nabovirksomheden købe den dyrt.
Det er dumt. Hvis vi kan finde muligheder for at lave klynger af virksomheder der kan dele produceret strøm og ikke mindst overskudsvarme med hinanden, eller levere overskudsvarme ind i fjernvarmenettet så skal vi gøre det. Vi skal ikke lade os begrænse af, at det med de gældende regler ikke kan lade sig gøre. Det skal ikke være bureaukratiet der forhindrer os i at komme i mål.
Vi skal sørge for at få solceller op på alle egnede tagarealer – industribygninger, offentlige bygninger, lagerhaller osv., så flere kan være med til at sikre, at vi kommer i mål med den grønne omstilling.
Vi skal have et energimiks der sikrer, at der også er strøm i kontakten kl. 16.35 i november.
Derfor er vi nødt til at løfte blikket og sætte os ind i, hvilken forskel de nye former for kerneenergi kan gøre.
Vi har allerede nu teknologier der om få år kan sikre os energi døgnet rundt på en sikker måde.
Det er ikke dyrere eller mere tidskrævende at etablere f.eks. kerneenergianlæg på pramme – det er smart og det er grønt, og vi kan faktisk også hjælpe de lidt ældre kernekraftværker af med noget af deres affald på en god måde, i processen. Vi må ikke på forhånd afskære os fra denne mulighed, men tage det med ind i vores overvejelser.
Vi bruger cookies på konservative.dk. Nogle sikrer at sitet virker, mens andre samler data ind til forbedring af din brugeroplevelse og markedsføring.
Du kan altid slette cookies fra konservative.dk igen. Læs mereLuk og accepter